Rom blev ikke brygget på én dag.

Det tager lang tid at producere en god Rom. Fremgangsmåden er den samme, som ved produktion af al anden alkohol – En gæret mesk destilleres til en høj alkoholprocent, og det færdige resultat lagres på trætønder.

For Roms vedkommende er forskellen udgangspunktet, der består af såkaldt melasse, som er et affaldsprodukt ved sukkerproduktion fra sukkerrør. Melasse indeholder et højt niveau af sukker, som gør det let at destillere.
Efter destillationen hældes Rommen på træfade og lagres, ofte i mange år.
Men der er forskel på hvordan Rom lagres:

• Solera metoden
  Solera metoden er langt den mest benyttede lagringstype for Rom i Caribien. Rom tønder placeres i en pyramideform, med mange tønder i bunden og færre i toppen. Tønderne er forbundne, så Rom kan passere fra de øverste til de nederste.
  Rom tappes fra de nederste tønder, hvorefter de overliggende tønder “efterfylder” det underliggende lag. I de øverste tønder fyldes helt friskdestilleret Rom. Alderen af lagringen afgøres dels ved Soleraens alder, dels ved gennemløbshastigheden.
  Køber du en flake Rom, der er lagret 30 år efter Solera metoden betyder det, at flasken indeholder Rom der er 30 år gammel. Men også yngre Rom. Altså en blanding af ny og gammel Rom. Solera anlægget har eksisteret i mindst 30 år.
• Almindelig Lagring metoden
  Denne metode er præcis den samme som ved lagring af Whisky. Rommen lagres i den samme tønde igennem hele forløbet. Efter endt lagring må tønder gerne blandes, for at få en ensartet smag; men alle tønder skal have lagret i lige lang tid.
  Rom der er lagret efter denne metode er ofte dyrere end Rom lagret efter Solera metoden.